Kystnærhedszonen

Du er her: Forside Retningslinjer Kystnærhedszonen Processer og beskyttelse

 
Byer og byudvikling Detailhandel Trafikanlæg Teknisk anlæg, virksomhed og VVM Fritidsformål Jordbrug og skovrejsning Kulturhistorie Naturbeskyttelse Landskab og geologi Vandmiljø Kystnærhedszonen Områdetyper Offentlighedens adgang Landvinding Processer og beskyttelse Aktiviteter på havet Ferie- og fritidsanlæg indenfor kystnærhedszonen Landzonepraksis Klima

Processer og beskyttelse

11.6 Opretholdelse af dynamiske kystprocesser

Det skal i videst muligt omfang tilstræbes at opretholde de naturgivne forhold i kystområderne og de lavvandede marine områder, så de dynamiske processer, f.eks. erosion, pålejring og periodiske oversvømmelser, kan forløbe uhindret, og væsentlige hensyn til sårbar flora og fauna respekteres. Der må ikke fjernes kystmateriale, der tjener til den naturlige beskyttelse af strandene, og der må ikke foretages aktiviteter, der fremmer kysterosion.

Ved etablering af kystbeskyttelsesanlæg skal konsekvenser for nabostrækninger undersøges, og mulige negative konsekvenser søges undgået. På erosionskyster uden eksisterende kystbeskyttelsesanlæg vil der ikke kunne etableres kystbeskyttelse med faste konstruktioner. Kystbeskyttelsesanlæg kan dog foretages, hvis en grundejer opnår tilladelse fra Kystdirektoratet.

Ved oprensning af sejlrender og tilsejlingsområder til havne med læsideerosion skal uforurenet sediment så vidt muligt føres ind til erosionsområderne på havnens læside; enten ved udpumpning på strandbredden eller ved udlægning på lav vanddybde. Eventuel anvendelse af sediment til kystfodring sker efter konkret vurdering af de naturmæssige, kystdynamiske og økonomiske konsekvenser.


Kyster er dynamiske og meget varierede. Formen og foranderligheden er primært en følge af landskabet samt vind- og bølgepåvirkninger. Det er derfor naturligt og påregneligt, at kystlinjen fortsat ændrer sig. Det er af afgørende betydning for bevarelsen af kystområdernes særlige dynamik, geologi, landskabsværdier samt plante- og dyresamfund, at kystprocesserne har mulighed for at udfolde sig frit. Det må forventes, at globale klimaændringer bevirker langtidsændringer af vindretninger, hyppigere storme og hævet havvandspejl, hvorfor forandringsprocesserne i fremtiden vil øges. Formålet med bestemmelsen er i videst muligt omfang at opretholde de naturgivne forhold i kystområderne og de lavvandede marine områder, så de dynamiske processer, f.eks. erosion, pålejring og periodiske oversvømmelser kan forløbe uhindret, og væsentlige hensyn til sårbar flora og fauna respekteres. Det forudsættes, at der ved kommunens og Kystdirektoratets administration efter Kystbeskyttelsesloven udvises størst mulig hensyntagen til landskabs- og naturinteresserne, både hvad angår omfang og udformning af kystbeskyttelsesanlæg. Kystdirektoratet kan i deres vurdering af en sag om kystbeskyttelse i henhold til Kystbeskyttelsesloven inddrage en undersøgelse af konsekvenserne på nabostrækningerne.

 

11.7 Kystbeskyttelse i særlige tilfælde

Kystbeskyttelse kan kun i særlige tilfælde foretages, såfremt et kystbeskyttelsesanlæg tjener til at beskytte eksisterende helårsbebyggelse og infrastrukturanlæg.

Afprøvning af nye kystbeskyttelsesmetoder kan ved konkret vurdering i Kommunalbestyrelsen anbefales etableret i visse områder. Kystbeskyttelsesanlæg kan dog foretages, hvis en grundejer opnår tilladelse fra Kystdirektoratet. 


Kystbeskyttelse etableres for at modvirke erosion på kysten. Erosionen vil fortsat bestå, og en virksom kystbeskyttelse vil løbende skulle vedligeholdes og udbygges. Indsatsen vil normalt skulle øges i takt med tilbagerykning af omkringliggende, ubeskyttede områder. Etablering af kystbeskyttelse bør derfor som udgangspunkt undgås. Kystbeskyttelse kan alene komme på tale i særlige tilfælde, når helårsbeboelse og større infrastrukturanlæg er truet. Der skal foretages en kortlægning og afvejning af de truede anlæg samt beskyttelses- og benyttelsesinteressernes værdi og koncentration.

 

11.8 Beskyttelse af strandene
Strandene skal som udgangspunkt bevares i så naturlig tilstand som muligt, og rensning af strandene bør ske under hensyntagen til vegetation og klitter.


Aktiv ferie og fritid og befolkningens stigende velstand medfører nye og flere ønsker om brug af strandene til mange forskellige formål. I de senere år er der eksempler på problemer mellem brugergrupper, beslaglæggelse af strandområder til begivenheder samt mere støj, os, utryghed og visuel forurening af strandene med forskelligt udstyr. Det er målet, at strandene anvendes på en bæredygtig måde, hvor alle, der ønsker det, kan opholde sig og udfolde sig uden konflikter, og hvor nedslidning af naturen undgås.

 

Billede af klit

Interne links

 

Eksterne links

 
Status

Vedtaget