Teknisk anlæg, virksomhed og VVM

Du er her: Forside Retningslinjer Teknisk anlæg, virksomhed og VVM Vindmøller

 
Byer og byudvikling Detailhandel Trafikanlæg Teknisk anlæg, virksomhed og VVM Forsyningsanlæg Vindmøller Virksomheder og støj VVM-pligtige anlæg Biogasanlæg Fritidsformål Jordbrug og skovrejsning Kulturhistorie Naturbeskyttelse Landskab og geologi Vandmiljø Kystnærhedszonen Landzonepraksis Klima

Vindmøller

4.7 Vindmølleparker

Vindmølleudbygningen skal ske i specifikt udpegede vindmølleparker bortset fra husstandsvindmøller og minivindmøller.

Der er udpeget syv vindmølleparker i Jammerbugt Kommune:

Område Højde Særlige betingelser
Saltum Kær Op til 150 meter -
Drøstrup Op til 150 meter -
Nørre Økse Sø Op til 150 meter Eksisterende 20 møller i området skal fjernes før nye møller kan opstilles.
Klim Fjordholme Op til 150 meter Eksisterende 35 møller i området skal fjernes før nye møller kan opstilles.
Kærhuse Op til 150 meter -
Østrup Op til 150 meter -
Rendbæk Øst Op til 150 meter for produktionsmøller, og op til 250 meter for testmøller Området kan enten anvendes til produktions- eller testvindmøller. Eksisterende 12 møller ved Rendbæk skal fjernes før nye møller kan opstilles. Opstilling af nye vindmøller kan dog ské i etaper i takt med nedtagning af eksisterende vindmøller. 1. etape skal omfatte nedtagning af minimum 6 eksisterende vindmøller.

Møllerne i hver enkelt park skal være ens.

Der kan ikke opføres andre vindmøller eller større tekniske anlæg inden for de udpegede vindmølleparker.

I planlægningen skal der udlægges en konsekvenszone omkring møllerne. Inden for konsekvenszonen må der ikke etableres ny støjfølsom bebyggelse og arealanvendelse. 


Der er udpeget syv vindmølleparker i Helhedsplan13. I forbindelse med parkerne i Klim Fjordholme, Nørre Økse Sø og Rendbæk Øst er der betingelse om, at eksisterende vindmøller skal fjernes førend nye opstilles. Dog kan udskiftningen i Rendbæk Øst finde sted i etaper. Der er mange vindmølleejere i dette område, hvilket kan gøre det særdeles vanskeligt, at nedtage alle 12 møller på samme tidspunkt.

Området Rendbæk Øst er også identificeret af Staten som egnet til opstilling af testmøller, og kan derfor anvendes enten til produktions- eller testmøller.

En mindre del af vindmølleområdet Kærhuse ligger indenfor kystnærhedszonen, område C. Vindmølleområdet er ca. 1,4 km langt, heraf ligger en "stribe" længst mod øst på mellem 100 og 200 meter i bredden indenfor kystnærhedszonen. Inddragelsen af denne "stribe" betyder, at området kan udnyttes til 4 møller fremfor 3 møller. Området kan således udnyttes mere optimalt, hvilket er en funktionel begrundelse for planlægning i kystnærhedszonen.

Herudover peges der på interesseområder for vindmøller i Trudslev Kær og Sletten. Disse områder overskrider grænsen til henholdsvis Hjørring og Vesthimmerlands Kommuner og eventuel planlægning vil ske i samarbejde med dem.

Inden mølleparkerne kan realiseres skal der udarbejdelse en redegørelse for parkens virkning på miljøet (VVM), et tillæg til Helhedsplan13 indeholdende rammer for lokalplanlægningen og en lokalplan. Lokalplanen for en vindmøllepark indeholder bestemmelser for vindmøllernes præcise placeringer, størrelse, udseende mv.

Opstilles vindmøllerne nærmere eksisterende vindmøller end 4,5 km skal det dokumenteres, at den landskabelige påvirkning af nye og eksisterende vindmøller samlet set er uproblematisk.

I forbindelse med planlægningen udlægges en konsekvenszone på 4 gange møllens totalhøjde. Indenfor konsekvenszonen må der ikke etableres ny støjfølsom bebyggelse eller arealanvendelse, da dette vil kunne hindre etableringen af vindmølleparken.

 

4.8 Vindenergiforhold

Vindressourcerne i de udpegede vindmølleparker skal udnyttes bedst muligt under hensyntagen til arealinteresserne m.v. 


For at reducere behovet for inddragelse af nye arealer til vindenergiformål skal vindenergiressourcen i de udpegede vindmølleparker udnyttes optimalt.

 

4.9 Opstillingsmønstre

I parker med fem vindmøller eller derunder skal møllerne opstilles på én ret linje. I parker med mere end fem møller kan de opstilles i en bue, i parallelle rækker eller i grid. Møllerne skal have samme indbyrdes afstand.


Vindmøllerne skal af hensyn til påvirkningen af landskabet opstilles i et letopfatteligt geometrisk mønster.

Opstilling af vindmøller på en ret linje giver et harmonisk og letopfatteligt udtryk. Når der er flere vindmøller end fem er flere forskellige opstillingsmønstre mulige, såsom buer, parallelle rækker og grid.

En indbyrdes afstand mellem møllerne på 3 – 4 gange rotordiameteren virker harmonisk.

 

4.10 Afstandskrav

Vindmøller må ikke placeres nærmere end 1 gange møllens totalhøjde (navhøjde + rotorens radius) fra eksisterende eller planlagte overordnede veje.

Vindmøller skal placeres i en afstand fra deklarationsarealet for højspændingsledninger på mindst møllens totalhøjde.

Naturgasselskaberne skal orienteres, når vindmøller placeres nærmere end to gange møllens totalhøjde fra naturgasfordelingsledninger.

Vindmøller må ikke placeres nærmere end 1 km fra arealer, der er planlagt til boligformål. 

Ved planlægning af nye vindmøller skal det så vidt muligt sikres, at boliger til helårsbeboelse ikke udsættes for skygge i mere end 10 timer (realtid) om året.


Hensigten med at fastlægge en minimumsafstand fra det overordnede vejnet er primært at undgå forstyrrelser for trafikken.
Ved eventuel opstilling i planlægningsområdet fra 1 til 1,7 x vindmøllehøjden fra overordnede veje skal visualisering af og nærmere redegørelse for projektet sendes til Vejdirektoratet til nærmere vurdering.

Naturgasselskabet informeres så de kan foretage en vurdering af, hvorvidt jordingsanlægget for vindmøllerne er tilstrækkeligt eller skal suppleres. Jordingsanlæg etableres for at imødegå gener fra lynnedslag i møller placeret tæt på naturgasledningerne.

Der er ikke indført danske normer for, hvor meget en vindmølle må skygge, men det anbefales, at nabobeboelser ikke påføres skyggekast i over 10 timer om året, beregnet som reel skyggetid. Ved anvendelse af reel skyggetid tages der hensyn til, at skyggekast forekommer oftere om sommeren end om vinteren.

Herudover beskyttes naboer mod gener fra vindmøller gennem Vindmøllecirkulærets bestemmelse om afstand til boliger og støj.

 

4.11 Udseende for møller over 25 meter

Vindmøller skal opføres med rørtårne og forsynes med 3-bladede rotorer.

Møllerne skal være lysegrå og refleksfri.

Forholdet mellem navhøjde og rotordiameter skal være 1:1 +/- 10 % for vindmøller, der er op til 100 m høje.

Forholdet mellem navhøjde og rotordiameter skal være mellem 1:1,1 og 1:1,35 for vindmøller mellem 100 og 150 meter.

Vingernes omdrejningsretning skal være med uret (betragtet med vinden).

Møllerne må ikke forsynes med reklamer ud over firmanavn på møllehuset.

Der må ikke etableres belysning af møller – bortset fra afmærkning, der er nødvendig af hensyn fly- og sejladssikkerheden.

 

Størrelsesforholdet mellem navhøjde og rotordiameter har betydning for, hvor harmonisk en vindmølle opfattes. Det angivne forhold mellem navhøjde og rotordiameter er begrundet i anbefalinger fra "Rapport fra regeringens planlægningsudvalg for vindmøller på land" fra foråret 2007. Forholdet vurderes konkret i forbindelse med VVM-vurderingen af det enkelte projekt.
Ifølge Lov om luftfart skal anlæg i en højde over 100 meter underlægges en konkret vurdering i forhold til sikkerheden for lufttrafikken. Myndigheden for luftfart fastlægger således, hvordan vindmøllerne skal lysafmærkes.

 

4.12 Radiokæder og flyvepladser

Vindmøller skal respektere Telestyrelsens radio- og radarkædeforbindelser og maritime anlæg og forsvarets radioanlæg.

Indenfor en radius af 12 km fra flyvestation Aalborg eller indenfor 5 km fra forsvarets øvelsespladser samt skyde- og øvelsesterræner skal Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste høres inden opstilling af vindmøller af hensyn til flyvesikkerheden.

Endvidere skal højdegrænseplanet i den godkendte indflyvningsplan for Aalborg Lufthavn rspekteres.


Der kan ikke opstilles vindmøller, der forstyrrer overordnede radiokædeanlæg og maritime anlæg.
Vindmøller, der gennembryder højdegrænseplanet for Aalborg Lufthavn, kan ikke opstilles uden Trafikstyrelsens accept heraf. 

 

4.13 Vedligehold

Vindmøller skal vedligeholdes, så de er driftsklare. Hvis en mølle har været ude af drift i et år, skal den fjernes for ejers regning.


Vindmøller, der ikke producere el, skal fjernes, så de ikke skæmmer landskabet unødigt.

 

4.14 Husstandsvindmøller

Husstandsvindmøller med maksimal totalhøjde på 25 meter kan efter konkret vurdering opføres ved de eksisterende bygninger i det åbne land. Dog kan husstandsmøller normalt ikke opføres i regionale naturområder, særlige værdifulde landskaber, fugle- og vildtreservater, geologiske, biologiske og kulturhistoriske beskyttelsesområder, blå-grønne korridorer, friluftsområder og kulturmiljøer.


Husstandsvindmøller
kan kun opføres ved ejendomme i det åbne land. Endvidere skal de kunne indpasses i det omkringliggende landskab og bebyggelse og må ikke være i strid med kommuneplanens øvrige retningslinjer for det åbne land. I hvert enkelt tilfælde skal kommunen godkende husstandsvindmøllens placering.

Møllen må som udgangspunkt ikke opføres inden for en afstand af 200 meter fra bymæssig bebyggelse og sommerhusområder. Placering af møllen skal i øvrigt vurderes i forhold til støjpåvirkning af naboejendomme, jf. Vindmøllecirkulæret.

Møllen kan normalt opstilles i en afstand fra ejendommens eksisterende bebyggelse på højst møllens totalhøjde + 5 meter.

 

4.15 Minivindmøller

Minivindmøller med en maksimal totalhøjde på 12,5 meter og et maksimalt rotorareal på højst 5 m2 kan efter konkret vurdering opføres i direkte tilknytning til eksisterende bygninger i det åbne land.


Minivindmøller
kan kun opføres ved ejendomme i det åbne land. Endvidere skal de kunne indpasses i det omkringliggende landskab og bebyggelse og må ikke være i strid med kommuneplanens øvrige retningslinjer for det åbne land. I hvert enkelt tilfælde skal kommunen godkende minivindmøllens placering.

Møllen må som udgangspunkt ikke opføres inden for en afstand af 200 meter fra bymæssig bebyggelse og sommerhusområder. Placering af møllen skal i øvrigt vurderes i forhold til støjpåvirkning af naboejendomme, jf. Vindmøllecirkulæret.

Møllen kan normalt opstilles i en afstand fra ejendommens eksisterende bebyggelse på højst 20 meter.

 

Interne links

 

Eksterne links

 
Status

Vedtaget